Information til nye beboere

Kære alle nuværende og kommende beboere på Bøgebjergvej

På generalforsamlingen i 2020 var der opbakning til, at bestyrelsen skulle udfærdige en informationsskrivelse til løbende revidering, med den hensigt at alle beboere fremadrettet vil være informeret om forhold, der er væsentlige for vores daglige gang på Bøgebjergvej.
Desuden blev det også drøftet, at det for kommende, men også eksisterende husejere ligeledes er vigtigt, at vide lidt om hvad der rør sig på vejen, og hvordan vi i foreningen forholder os til fællesskab, og til de regler vi skal overholde i henhold til vores kontrakt, lokalplan mm.
Vi har i bestyrelsen arbejdet på at lave en sådan skrivelse der fremadrettet kan blive til gavn for ikke kun nuværende, men også kommende husejere i forbindelse med et ejerskifte.
Ønsket om en sådan skrivelse har egentlig altid været til stede, men fik speciel næring, da vi i 2018 indgik en aftale med vores udlejer Niels Juel Reventlow om lejen indtil år 2025. I den forbindelse, og for at styrke samarbejdet udlejer og lejer imellem, blev det besluttet i fællesskab, at mødes 1-2 gange årligt for at drøfte både interne og eksterne forhold.
Disse møder har efterfølgende været meget givende, og bl.a. resulteret i, at det aktuelle skrift skulle udarbejdes i fællesskab med udlejer, og opfattes informativt, men også som en hensigtserklæring i forhold til hvordan vi på vejen, skal håndtere forhold i vores lejekontrakt, samt hvordan vi alle ønsker vores strandområde bliver bevaret så hensynsfuldt som muligt.
Nedenstående vil som nævnt løbende blive revideret i forhold til udviklingen, men også i forhold til de input der måtte komme.

Vi har, i første omgang, valgt at koncentrere os om følgende 7 områder:

  1. Udlejning og medlemskab af lejerforeningen.
  2. Parkeringsområdet.
  3. Aftale om ophold på campingpladsen.
  4. Brug af ophalerplads.
  5. Optagelse af lån i huset.
  6. Kystsikring.
  7. Kloakkerne.
  8. Fritidshusejernes Landsforening.

1. Udlejning og medlemskab af lejerforeningen:
Der har været rejst spørgsmål om rimeligheden af forbuddet mod udlejning af sommerhusene, i henhold til lejekontraktens paragraf 5.
Baggrunden for dette forbud er områdets karakter af små huse der ligger tæt, og hvor man over tid har opnået et godt kendskab til sine naboer, med de gensidige hensyn som følger heraf.
Forbuddet udsprang derfor i sin tid fra lejerforeningen i et ønske om, at man skal kunne komme til sit lille sommerhus med en forventning om, at vide hvem der bor få meter fra én. Det ønske har udlejer bakket op om, og det er indskrevet i lejekontrakten således, at alle på forhånd ved, hvad et lejemål på Bøgebjerg Strand indebærer, og hvad man skal forholde sig til inden køb af sommerhus.
Der skal derfor i den forbindelse samtidig henvises paragraf 4.2 i lokalplanen, som var forudsæt-ningen for, at der overhovedet i dag er sommerhusbebyggelse i området, og som havde det udgangspunkt at fastholde status quo for området. Her står bl.a. at:
“Samtlige sommerhusejere er pligtige til at være medlem af Strandforeningen Bøgebjerg Strand, samt respektere strandforeningens vedtægter og ordensbestemmelser.”
Der er således i de forskellige regler og aftaler et ønske om, i en sammenhæng mellem myndigheder, udlejer og lejere, at områdets karakter skal bevares, idet det betragtes som en værdi i sig selv på dette sted. Det bemærkes tillige, at medlemskab af lejerforeningen er en forudsætning i såvel lokalplanen som i lejeaftalen, og af begge forhold fremgår klart, at vilkårene heri, er bekendte for købere af huse, og derfor må dette indgå i overvejelserne inden køb af hus i det unikke område ved Bøgebjerg Strand.

Denne sammenhæng er også baggrunden for den klare konsekvens af såvel misligholdelse af kontrakten som af forpligtelsen til at være medlem af lejerforeningen. – se Lejekontraktens paragraf 5.

2. Parkeringsområdet:
I henhold til Lokalplan 36 er det klart angivet i paragraf 3 stk. 3, at der ikke må opstilles skurvogne, campingvogne og lign. I paragraf 8. stk l, i forbindelse med ophold i området, må der foretages parkering på arealerne, i det omfang det ikke påvirker naturtilstanden.
Dette er også baggrunden for at det er med i lejekontraktens ordensregler (Lejekontraktens paragraf 7). Udlejer og lejerforeningen gør således opmærksom på, at det ikke er noget lejer-foreningen eller udlejer kan give tilladelse til eller ændre på.

3. Aftale om ophold på campingpladsen:
Nedenstående aftale omhandler reglerne for sommerhusejernes benyttelse af campingpladsen.
Som udgangspunkt er det vigtigt at være opmærksom på at campingpladsen ikke er et offentligt område, men et ferieområde/resort hvor betalende gæster har lejet sig ind for at have en række faciliteter og muligheder til rådighed.
Ved besøg på pladsen skal sommerhusejerne, som alle andre, henvende sig i receptionen, give sig til kende og købe et gæstekort.
Det er således at gæster til campister der ligger på pladsen, også skal henvende sig og betale gæstekort, og sommerhusejerne vil være at betragte som gæster til Hverringe, og vil skulle følge samme regelsæt.
Det er vigtigt, idet campisterne har indlogeret sig i et lukket privat område, hvor de forventer at pladsledelsen ved hvem der er på pladsen, og at man trygt kan lade sine børn færdes på pladsen.
Gæstekortet skal indløses/fremvises hver gang og giver adgang til legepladser, boldbaner og dyrene, men ikke pool’en, som kun har adgang for pladsen beboere, idet kapaciteten ikke er dimensioneret til flere.
I 2022 koster et ”Hel dags gæstekort” 30 kr. for voksne og 20 kr. for børn til og med 12 år.
Camp Hverringe vil, på lige vis med alle gæster, registrere sommerhusejere i bookingsystemet med et kundenr., hvorefter der kan betales med mobilepay med opgivelses af kundenummeret og angivelse af antal personer. Da der, som bekendt, ikke sker udlejning af sommerhusene er aftalen knyttet til sommmerhusejeren og dennes husstand, og det er således ikke muligt at medtage selskaber hos sommerhusejerne med ind på selve campingpladsen.
Udefrakommende er velkomne til at handle i butikken, hertil behøves ikke gæstekort, idet det forventes at man respekterer, at et besøg og handel i butikken/køb af en is, ikke giver adgang til resten af pladsen. Dog skal man oprettes i vores system, hvis man ønsker at handle i vores selvbetjeningsbutik. Her vil man få udleveret et kort, som giver adgang til butikken mellem 8-21, også når der ikke er personale i butikken. Det er ikke tilladt at låne adgangskortet ud til andre, og indehaveren af kortet hæfter for tyveri, der er sket mens man har brugt kortet. Åbningstider for den bemandede står uden på butikken.
Det er som, indledningsvis nævnt, vigtigt at gøre sommerhushusstanden opmærksom på at pladsen ikke er et offentligt område hvor man frit kan gå hen og søge oplevelser, men at man, når man er på pladsen, bliver en del af det fællesskab der opstår, når man lejer sig ind på området.
På campingpladsen er campingreglementet gældende, disse regler er tilpasset livet på campingpladsen og vil naturligvis også være gældende for sommerhusejerne. I løbet af højsæsonen kan der være dage hvor der er så mange campister på pladsen, at personalet må forbeholde sig at afvise yderligere gæster.
Denne aftale gælder for sæsonen 2022 og udløber uden yderligere varsel, men aftalen evalueres efter sæsonen. Det forventes at aftalen, med løbende tilpasninger til de faktiske forhold, kan forlænges, evt. i flere år med et opsigelsesvarsel.

4. Brug af ophalerplads:
Hvad angår muligheden for at benytte platformen på campingpladsen til ophaling- og isætning af både, er det fra lejrchefens side besluttet, at dette ikke er tilladt, ej heller mod betaling. Dette har baggrund i pladsens behov for at begrænse færdslen og skabe så meget trafiksikkerhed og stilhed på en familieplads som muligt. Gæsternes egen færdsel søges også begrænset med de gener det medfører, og det giver derfor ikke mening samtidig at øge trafikken fra eksterne.

5. Optagelse af lån i huset:
Det skulle nu igen være muligt at optage realkreditlån i husene på lejet grund ved Bøgebjerg. Så forudsat at alle “kreditværdigheder” er til stede, er der nu lavet en aftale med Totalkredit om en panthavererklæring som både Totalkredit og udlejer vil kunne skrive under på. Den har vi lagt på foreningen hjemmeside sammen med en beskrivelse af, hvad man skal gøre i forbindelse med tinglysning af lejekontrakt og andre formelle ting, der skal ordnes i forbindelse med en sådan låne-optagning.

6. Kystbeskyttelse:
I foråret 2021 fik Kerteminde Kommune, en henvendelse fra en beboer på vejen vedrørende en nabos etablering af kystbeskyttelse. På baggrund af dette foretog kommunen en besigtigelse, og efterfølgende blev der rettet henvendelse til ejerne af de huse, som kommunen mente havde etableret ulovlig kystbeskyttelse. Disse blev bedt om at få lovliggjort eller fjernet det etablerede.
Dette betød at bestyrelsen gik aktivt ind i sagen, og i første omgang tog kontakt til rådgivningsfirmaet COWI der på den årlige generalforsamling i sommeren 2021 informerede om de muligheder der var for en samlet løsning for hele stranden. Imidlertid meldte Kerteminde ud med, at det ikke blev betragtet som et fællesprojekt efter kystbeskyttelseslovens Kap.1a, og da en samlet løsning for hele stranden ikke, af flere grunde var attraktiv, besluttede bestyrelsen at den ikke længere ville blande sig i de enkelte huses lovliggørelse, da det ikke længere var et fællesanliggende for foreningen.
Kerteminde Kommune har nu henvendt sig til ejerne af de sommerhuse ud for hvilke, der er etableret ulovlig kystbeskyttelse med henblik på, at få forholdene lovliggjort inden 1. november 2022, jf. kystbeskyttelsesloven.
”Hvis disse forhold omkring kystbeskyttelse ikke bringes i orden, ved enten at søge og opnå tilladelse ved Kerteminde Kommune eller alternativt fysisk at fjerne de etablerede anlæg, vil det ultimativt kunne føre til en politianmeldelse af de enkelte sommerhusejere.” – citat Kerteminde kommune.

7. Kloakkerne:
Vi har i foreningen, i.h.t. vedtægterne, ansvar for kloakkerne.
Det betyder at vi alle står for udgifterne i forbindelse med vedligehold og evt. renoveringer.
Vores grundejer Niels Juel Reventlow sørger for det praktiske, ift. rensning og vedligehold af pumper mm., og de udgifter han har til det, afregnes via vores vandregning.
Pumpesystemet er ikke nyt længere, og står derfor overfor en udskiftning indenfor en overskuelig tidsperiode.
Derfor, for at ”skubbe” denne udgift, opfordres alle til at vise hensyn overfor hvad der lukkes ned i vores kloaksystem. Specielt skal det understreges at systemet er meget sårbart i forbindelse med ombygninger, især hvis rørene ligger blottede. Her vil der være stor risiko for, at der kan komme sten, byggematerialer mm. i rørsystemet.

8. Fritidshusejernes Landsforening:
Efter flere års fravær er vores Strandforening igen blevet medlem af Fritidshusejernes Lands-forening.
Det er som navnet antyder en sammenslutning af sommerhuse på både ejet og lejet grund.
Vores forventning ved et medlemskab af et sådant forum er, at blive bedre vidende omkring alt hvad der rør sig omkring sommerhuse, grunde, strandforhold, strandbeskyttelse mm.
Desuden er der bl.a. også mulighed for juridisk assistance på rådgivningsniveau, ifald det skulle blive nødvendigt.

Medlemskabet koster 50 kr. pr hus/år.

Mvh

Bøgebjerg Strand 12. juni 2022

P.b.v
Formand Udlejer
Strandforeningen Bøgebjerg Strand

Niels Juel Reventlow